fredag den 30. oktober 2015

Konference april 2016


Kære tidligere deltager i konferencer om e-læring


NNU! (Netværk for Netbaserede Uddannelser) annoncerer hermed sin 11. konference om e-læring: ”Konference om e-læring med fokus på livslang e-læring” 

Tid og sted: Tirsdag d. 12. april 2016 på Campus Kolding hos UC Syd

Livslang e-læring er blevet en del af uddannelsestænkningen. På professionshøjskolernes grunduddannelser såvel som i ungdomsuddannelserne er man begyndt at gennemføre netbaserede undervisningstilbud. Også i regi af efteruddannelse tilbydes der i dag en lang række uddannelses- og kursustilbud, som foregår helt eller delvist online. Samtidig med at brugen af it kan ophæve de rammer tid og rum udgør, er også underviserens, den studerendes og institutionens rolle under kraftig forandring.
Denne konference har fokus på livslang e-læring og den betydning det kan få for vores måde at tænke uddannelse på. På konferencen vil vi diskutere erfaringer med at tænke den studerendes digitale uddannelseserfaringer ind i egen uddannelsespraksis, og der vil være fokus på både forskning og praksiserfaringer inden for temaet.
 Konferencen henvender sig til undervisere, forskere, ph.d-studerende, uddannelsesudviklere og ledere, som interesserer sig for eller har ansvar for brugen af it i uddannelsesforløb og undervisning. Hovedfokus er på professionshøjskolernes område, på ungdomsuddannelser, videregående uddannelse og efter- og videreuddannelse i institutionelt regi.
Det vil være muligt at bidrage med to typer af indlæg til programmet:

  • Præsentationer af forskningsresultater, igangværende arbejde, praksiserfaringer mv.; og
  • Hands on-værksteder, hvor man kan involvere deltagerne i brug af teknologier ell. lgn.

Invitationen til indsendelse af forslag til programmet følger i november. Hvis du har forslag, ideer eller spørgsmål vedr. den kommende konference, så skriv gerne til Henrik Tarp Vang, UCC, på htv@ucc.dk 


Arrangører af konferencen er UCC, UC Syd og VIA UC.
I planlægningsgruppen sidder:
Henrik Tarp Vang, UCC
Minea Neigaard, UC Syd
Peter Holmboe, UC Syd
Alice Bonde Nissen, VIA
Steen Lembcke, VIA


fredag den 7. august 2015

Historik

Netværk for netbaserede uddannelser NNU! på professionshøjskolerne UCC, UC Syddanmark og VIA har sit udspring i et ”uformelt” samarbejde som blev indledt i 2003 mellem pædagoguddannelsen i Jægerspris og læreruddannelsen i Haderslev. Haderslev var et par år forinden begyndt at udbyde den netbaserede læreruddannelse og erfaringer derfra kom nu seminariet i Jægerspris til gode. Senere samme år kom pædagoguddannelsen i Ranum og Åbenrå med i samarbejdet. De tre pædagogseminarier valgte fra starten at vidensdele så meget så muligt ved bl.a. at benytte samme LMS. Det gav mulighed for at man let kunne udveksle viden og faglig sparing på tværs af institutionerne. Ligeledes afholdt man flere interne seminarier med workshops hvor man bl.a. arbejdede med de didaktiske udfordringer kultur og aktivitetsfag havde og stadig har når man ikke er tilstede i samme fysiske rum. I forbindelse med etableringen af UC érne blev der på baggrund af samarbejdet mellem de tre pædagogseminarier dannet et forum hvor undervisere på professionsuddannelserne og andre interesserede kunne dele viden og erfaringer fra eksisterende netbaserede uddannelser. Netværket indbyder til det 10 arrangement, som løber af stablen d. 6. marts 2015. Arbejdsgruppen bag konferencerne består i dag af Hanne Wacher Kjærgaard VIA, Henrik Tarp Vang UCC og Minea Neigaard UC-syd.